Strøtanker

Nu falder licensen, for det er jeg da sikker på, at den gør, når nu TV2 bliver betalingskanal. Den delvis licensfinancierede kanal, er jo snart ikke længere en licensbyrde, altså, de penge vi betaler, de er for mange, og så bliver licensen vel reguleret ned, eller??
For der er vel ikke tale om en skjult medieskatte-forhøjelse? Eller?

Nu er den sandhed, og virkelighed, som mange af os kendte i forvejen, også gået op for vores politikere: Man har rent faktisk et rimeligt anstændigt liv på kontanthjælp, især hvis man er kvinde, og har børn, (og selvfølgelig er enlig).
På dagpenge vil man aldrig nogensinde kunne få udbetalt tæt på 16.000 om måneden, det er jo mere end bruttoydelsen, og man regner i 4-ugers perioder, så dagpenge kommer sjældent over 12-13.000 kr. om måneden (brutto).
Hvorfor skal man så forsikre sig?
På dagpenge må du selv betale for alting, men på kontanthjælp er kassen aldrig helt lukket. Tag ikke fejl af, at jeg ikke ville bytte (frivilligt) men den person, der er brugt som eksempel, skal have en løn på mere end 25.000 om måneden for at få sine 16.000 i hånden. Det er svært hvis man ikke har andet uddannelse end folkeskolen. Vi er nødt til at se på hvordan vejen frem skal være, skal fradraget for arbejde hæves? Eller skal ydelserne skæres ned?
Jeg er en stor fortaler for administrativt enkle løsninger, og bryder mig ikke om det cirkus, der er i kontanthjælpssystemet (har selv arbejdet i en socialforvaltning). Borgerløn ville være mere retfærdig, og så skal der ikke være tillægsydelser af nogen art. Så kan man diskutere størrelse og varighed, men systemet må kunne forenkles og gøres mere retfærdigt, også for dem, der arbejder.

At vi sparer på undervisning og uddannelse, når det er vores eneste råstof?
At vi afkorter dagpengeperioden og afskaffer efterlønnen, når der ikke er nogen jobs?
At vi laver en betalingsring, men folk har ikke andre transportmuligheder end fortsat at køre i bil?
At national selvbestemmelse og politik trædes under fode, og alle adlyder ‘markedet’ som den eneste Gud?
At politikere stadig tror man kan skabe vækst, når der ikke er penge i samfundet?
At de samme politikere tror, at vejen frem er at få bygget nogle veje og broer af polske og baltiske håndværkere, som kun bruger vores samfund til at købe øl og chokolade i?

Indrømmet, jeg er en illoyal lønmodtager, én der godt kan forstå, at i øjeblikket skal man være tilbageholdende med lønnen for ikke at få konkurrenceevnen til at vakle, og inflationen til at gå amok. Der er dog noget jeg ikke helt forstår, altså verdensøkonomien er nede i gear (eller i knæ!!!) efterspørgslen skal stimuleres, for ad den vej at få gang i hjulene igen. Så kommer fedtafgiften, og hvad sker så? Alle mulige og umulige varer sættes op, med henvisning til fedtafgiften, og tilmed med procentsatser, der er ti-fold fra hvad afgiften berettiger til. Hvor er vores vagthunde henne? Hvis alle skal vise tilbageholdenhed og mådehold, så skal der også være basis for det - overalt, ethvert halmstrå skal ikke gribes for at flå flere penge ud af forbrugerne, for højere priser, højere afgifter og udgifter, det fører uvægerligt til krav om højere løn.
Vi har jo også sukkerafgift, ikk’? Men hvorfor koster en light sodavand nøjagtigt lige så meget som en ‘heavy’???

Jeg har altid fået at vide, at arbejdskraften er vores største aktiv, vores kreativitet og høje niveau skal sikre os som personer, og dermed også nationen i fremtiden. Synes bare, at der er strømninger i tiden, der understøtter den stik modsatte tendens. Medarbejdere er ikke længere en ressource, men en belastning i regnskabet. Man ser på udgiften, men ikke på værdien. Det jeg selv kender til er, at uddannet fag-personale erstattes med ufaglærte løs-arbejdere (i ‘verdens bedste’ sundhedsvæsen). Atter andre steder fyres højt kvalificerede medarbejdere, for at outsource til Kina og Indien, for at sikre en god bundlinje på kort sigt. Alle store entrepriser i Danmark, har overvægt af Polsk og Baltisk arbejdskraft, og det er næppe ad den vej vi skal kickstarte Dansk økonomi. De penge går kun til billige øl og chokoladekiks i Aldi og Netto.
‘Samfundssind’ og loyalitet overfor det samfund man befinder sig i som virksomhed, det burde være værdier, der var lige så rodfæstede som den totale fokus på overskud og profitmaksimering.

Det bliver mere og mere tydeligt - vores velfærdssamfund befinder sig i en dødskamp, en kamp, hvor udfaldet absolut ikke er afgjort på forhånd. I store dele af provinsen er der intet handelsliv, og forretninger ligger spøgelses-øde hen. Andre steder kæmper virksomheder for overlevelse, med røde tal i regnskabet. Det betyder, at banken sætter renterne op, for nu er der ringere chance for at man overlever, så er filosofien altså at gøre det komplet umuligt. Derefter bliver der endnu flere fyrede, faldende efterspørgsel, dårligere skattegrundlag, fyringer blandt offentligt ansatte - sådan kan det egentlig bare blive ved, indtil vi når ‘det absolutte nulpunkt’. Men vi har vel visionære politikere, som kan og vil forhindre dette, med rettidige indgreb og reformer - eller???

Der er næppe tvivl om, at vores lille samfund har kramper…Der spares, outsources og fyres i en uendelighed. Folk sidder tungt på deres sparepenge, for sæt man nu selv blev fyret, så kan man klare et par måneder ekstra. Den boligpakke som vores landsfædre er ved at barsle med, den redder ikke ved den grundlæggende angst, der breder sig som en pest i samfundet. Ingen tør noget, virksomhederne må hellere fyre og spare ‘just in case’. Det er dette samfund hvor man vil styrke innovation, kreativitet og iværksætteri - hvordan???
Der er kun EEN vej frem, ud og op, at borgere, virksomheder, og samfundsinstitutioner får genskabt tilliden til fremtiden, og får troen på, at der er en bedre ‘i morgen’ end ‘i dag’. Medicinen er en stabil politik, troværdig samfundsøkonomi, lav inflation, stabil realløn, et sundt boligmarked, og en fungerende jobmarked, med matchende udbud og efterspørgsel. Ingen politisk ‘luskeri og taburet-klamren’, ingen brandbeskatning af (let identificérbare) boligejere, men ærlighed, gennemsigtighed og visioner for en bæredygtig fremtid tak. Vores lille land trænger mere og mere for hver dag der går.

For en gangs skyld tog jeg imod lidt valg-propaganda, og for en gangs skyld også fra Socialdemokratiet. Vedrørende økonomi, som er et af de store spørgsmål, hvor Helle og Villy jo ikke rigtig endnu har bekendt kulør, så kan man finde svaret i en lille folder fra en lokal kandidat. Der står ordret:’Vi skal bl.a. have et mere enkelt og gennemskueligt skattesystem, og fjerne mange af de fradrag, der oftest kun er til gavn for de rigeste’. Værsgod Løkke og co. her er svaret. Nu er de eneste fradrag jeg har som almindelig lønslave altså rentefradrag, befordringsfradrag og fradrag for fagforening og a-kasse. Og så går jeg jo ud fra, at det er dem man vil pille ved/fjerne. Resten af skattereducerende teknik er vel primært for erhvervsdrivende, og det er jo aaallt for svært at vride penge ud af virksomheder, som parkerer deres overkud i eksotiske skattely.
Jeg anede faktisk ikke, at bruttskat var socialdemokratisk politik. Men tanken er måske at beholde skatteprocenten på godt 50, fjerne fradragene, og så er det nok rigtigt, at vi kan befolke nogle offentlige administrationsbygninger…..
Men stadig fodrer vi kun hunden med dens een hale - velbekomme.

Kære politikere, vil I ikke godt forklare mig og andre, hvorfor man skal forhindre folk i at trække sig fra arbejdsmarkedet. Det lyder som om, at bare udbuddet af arbejdskraft er stort nok, så kommer arbejdet af sig selv. Hvad er visionerne? Hvad skal vi leve af? Det kan være en rigtig god ide, at øge udbuddet af arbejdskraft, hvis der er en efterspørgsel, men at tro, at efterspørgslen kommer, bare man øger udbuddet, det er nok lidt spinkelt. Der fyres, spares og indskrænkes overalt, til gavn og glæde for et kortsigtet overskud. Hvilke jobs er det, der skal besættes - i øvrigt? Skal vi samle cigaretskodder op fra gader og stræder, og akkordlønnes pr. kilo? Af et privat firma? Væksten, og finansieringen af fremtidens velfærd, skal vel ikke være offentlige investeringer, men private virksomheder, der kan skabe et beskatningsgrundlag - men hvordan? Landbrug? Næppe, Industri? Alt produceres jo i Kina! Innovation, viden, grøn teknoligi? Igen overhales vi af Østeuropa, Kina, Indien, og på sigt Afrika. Samtidig fyrer vi lærere, pædagoger og forringer vores uddannelsessystem. Hvad skal vi lave i fremtiden? Jeg mangler svar. Det redder næppe samfundet at bygge en bro til Tyskland - for skattekroner…
Det eneste jeg ser, hører og læser, det svarer til at fodre hunden med dens egen hale. Det mætter i nuet, men det er næppe en holdbar løsning.

Egentlig tænker jeg, at politikere skal regere vores land (også) ud fra deres kendskab til den virkelighed, der omgiver os almindelige mennesker. Spørgsmålet er bare, om det er realistisk, at landet styres af 3 eller 4 generation af levebrødspolitikere, der aldrig har været på hverken ‘bissen’ eller ’støtten’, eller har levet et ‘normalt’ arbejdsliv. Skal vi, som vælgere, være tilfredse med, at dem, der regerer os, i den grad er afsondret fra den virkelighed de bestemmer over? Er det godt nok? Selvfølgelig bliver det lettere at se til med et ’stoneface’ mens fyringer, nedskæringer, reallønsnedgang OG prisstigninger på stort set alt andet, herunder offentlig service, regner ned over borgerne, når man kan hygge sig på sit beskyttede værksted, langt væk fra den barske virkelighed, som er kold, trist og bider igen. Der bør være et maksimalt antal år man kan sidde på tinge, så er det ud i virkeligheden.